Veteran MA-toget Sølvpilen blev lørdag den 19. august 2006 udsat for hærværk.
Toget blev sprayet til med grafitti i forbindelse med Jernbanemuseets arrangement: "Made in Germany".
På grund af sine tyske aner var Sølvpilen med i arrangementet "Made in Germany" på Jernbanemuseet i Odense. Før sidste køretur lørdag den 19. august 2006 med afgang fra Odense Banegård klokken 14:50 var Sølvpilen i sædvanlig flot autentisk bemaling. Efter turen til Tommerup havde toget et få minutters ophold på vendesporet øst for Odense - det var her det blev malet til med grafitti på den ene side af motorvognen.
Besøgende på jernbanemuseet, ansatte og hjælpere så måbende til da MA-lyntoget rullede ind på jernbanemuseets område med grafitti på snuden. Herefter stor ærgelse.
Det er naturligvis langt fra sjældent at tog, bygninger, broer og så meget andet sprayes til med grafitti, men som togentusiast er det naturligvis trist at se dette unikke museumstog blive malet på.
En af de besøgende udtrykte frustrationen således: "De skulle finde ham der har gjort det og male ham til i grafitti, så kunne han få en tandbørste og rense sig selv med..."
Efter politiet fotograferede hærværket og optog rapport, blev grafittien vasket af - og Sølvpilen er igen fin og flot.
Du kan se flere billeder herunder - og læse mere om Sølvpilen ved at kigge i "Sølvpilen-tema" under Tog-reportager